telefon og sendte et billede til min søster.
Jeg skrev blot:
“Er det det, jeg tror?”
Få sekunder senere vibrerede min telefon.
Jeg læste hans besked.
Så genlæste jeg det.
Og pludselig, på trods af at tårerne stadig løb ned ad mine kinder, brød jeg ud i latter.
Den hvide substans i posen var absolut ikke som den, jeg havde forestillet mig.
Min søster genkendte straks, hvad det var.
Et pulver brugt af min søn til en kreativ aktivitet, han forberedte med venner.
Han havde simpelthen glemt at lægge det
