og mig.
Før han kunne sige noget, ringede elevatorklokken.
Mine forældre trådte ud med deres frakker pænt foldet over armen.
De så os og kom hen.
“Hvordan har hun det?” spurgte min mor.
“Rosie har det godt,” sagde lægen. “Begge børn trækker vejret uafhængigt.”
Jeg hulkede, mens jeg greb fat i Bens ærme.
Han græd allerede, og stille tårer løb ned ad hans kinder.
“Hun gjorde det,” hviskede jeg. “Hun gjorde det, Ben.”
Min mor kom hen imod mig med åbne arme, klar til at kramme mig.
Al min vrede
