mit bord i dag.”
Så vendte hun sig mod mig og rakte mig sin hånd.
“Far,” hviskede hun, “vil du følge mig op ad kirkegulvet?”
Jeg kunne næsten ikke trække vejret.
Jeg tog hendes hånd.
Bag os stod Monica, rodfæstet, ved siden af kassen med de sytten år, hun havde smidt væk.
Da musikken begyndte, lænede Natalie sig mod mig og hviskede:
— Du var god nok, far. Det har du altid været.
Og i det øjeblik forstod jeg det endelig.
Min kone havde forladt os.
Men hun knækkede os aldrig.
