måde at markere den tid, de havde tilbragt sammen. “En drink for hver dag, vi levede sammen,” gentog han udrætteligt.Men årene havde ændret øjeblikkets natur. Det var ikke længere en invitation – det var en forpligtelse. Træt, lidende, det betød ikke noget: Victor satte glasset foran hende og ventede. I stilhed. Med en tålmodighed, der var noget foruroligende.
Væsken havde en stærk lugt, nogle gange en metallisk smag, og en brændende eftersmag, der blev hængende i munden. Og han tilbød den aldrig nogensinde til nogen andre. Når venner kom på
