I otte år sendte jeg mine forældre præcis 2.000 dollars om måneden.
Ingen hukommelse. Ingen forsinkede betalinger. Det skete naturligt, som at trække vejret, som et stille løfte jeg havde givet mig selv efter min fars første helbredskrise. De bad aldrig om mere. De ville have været tilfredse med mindre. Men jeg vidste, hvordan deres liv var bag deres høflige smil og deres forsikringer om, at “alt er fint”.
Det utætte tag i hver regntid. Lægeregningerne, der aldrig blev forklaret tydeligt. Boliglånet, de ignorerede og lod som om, de
