ud.
Så sagde jeg ingenting.
En uge senere bankede det på min dør.
Ikke let flagrende. Skarpe, uregelmæssige dunkener, der fik mit bryst til at stramme sig, selv før jeg åbnede munden.
Claire stod der.
Hendes hår var skødesløst sat op, hendes ansigt var rødt, og hendes øjne udstrålede en følelse, jeg ikke umiddelbart kunne sætte navn på.
Vrede. Forvirring. Måske begge dele.
“Du,” sagde hun og tog et skridt frem, som for at skubbe mig væk. “Hvad har du gjort?”
Jeg blinkede. “Hvad taler du om?”
Fortsæt med at
