hånd for munden og forsøgte at undertrykke et hulk.
I to år troede jeg, at jeg var ved at forsvinde.
I to år kæmpede han for mig på en måde, jeg aldrig havde set før.
Jeg lagde på.
Jeg sad der et øjeblik og lod ham presse sig ind mod mig – ikke så tung som før, men varm. Næsten overvældende i sin ømhed.
Så rejste jeg mig.
Mine ben rystede, da jeg gik ind i stuen.
Der sad han, præcis som han altid gjorde på det tidspunkt, i sofaen med
