en bog i hånden. Det bløde lys fra lampen ved siden af ham oplyste blidt hans ansigt.
Da han hørte mig, kiggede han op.
“Hey,” sagde han sagte og smilede. “Kan du ikke sove?”
Jeg svarede ikke med det samme.
I stedet gik jeg hen til ham og satte mig ved siden af ham.
Forsigtigt. Langsomt.
Jeg hvilede mit hoved på hans skulder – den samme skulder, der havde støttet mig i nætterne på hospitalet, under smerten, under stilheden.
Han bevægede sig let og krammede mig instinktivt.
Og så faldt alt
