fra hinanden.
Ikke i tusind stykker, men til noget helt.
Al tvivlen. Al frygten. Al den tavse overbevisning om, at jeg var blevet uudholdelig.
Savnet.
Stabilt indbygget.
Intet sikkert.
Jeg lukkede øjnene og hviskede: “Du gør alt lige nu.”
Han frøs til.
Jeg kunne mærke, at han så forvirret på mig.
“Hvad mener du?” spurgte han stille.
Reklame
Jeg smilede og lænede mig op ad hans skulder, mens tårerne løb ned ad mine kinder.
“Intet,” sagde jeg stille. “Bare … tak.”
Han pressede ikke.
Det gjorde han aldrig.
I stedet kyssede
