det øjeblik, jeg begyndte at bage kager, lidt anderledes. Ikke af forpligtelse, ikke på grund af en streng diæt, men fordi jeg indså, at efter den klassiske søndagskage følte jeg mig ofte træt og sløv. Jeg ville have noget, jeg kunne nyde uden at føle, at jeg skulle retfærdiggøre mig selv bagefter. Noget, der passer ind i hverdagen, med eftermiddagskaffen, med familiebesøg, med en stille stund ved køkkenbordet. Og det er præcis sådan, denne drømmekage opstod.
Den er ikke spektakulær ved første øjekast. Ingen tyk glasur, ingen tykke lag fløde.
