hørt det.
“Det er ikke det rette sted til det,” hvæsede hun.
“Nej,” sagde jeg. “Det var for tre år siden, da du besluttede, at Rosie var en byrde, du måtte håndtere.”
Ingen omkring os bevægede sig.
Alle ansigter var vendt mod mine forældre.
Min mor var den første til at sænke blikket.
Uden et ord mere gik de hen til elevatoren.
De gik uden et ord mere.
Gangen virkede lysere, så snart dørene bag dem lukkede sig.
Ben rørte blidt ved min albue.
“Jeg er ked af, at jeg
