Min kæreste insisterede på en fin middag til Valentinsdag. Da 380-dollarsedlen ankom, bad han mig om at betale halvdelen. Jeg nægtede. Han betalte lydløst det fulde beløb, rejste sig og gik. Servitricen kom hen og hviskede: “Jeg kan ikke tie stille. Din kæreste efterlod dig en besked.” Min verden brød sammen, da jeg læste den. (Fortsættes i den første kommentar.)

restauranten igen og kom mig gradvist over det slør, der tyngede mit sind.

Latter.

Spændingen.

Den beklagelige ændring.

Den stille udgang.

Og observationen af, at denne natlige vane har til formål at afsløre, selv for de mest ædru, at ingens vane nogensinde er blevet fuldt ud taget i betragtning før.

 

Hvad jeg hørte bagefter

I bakspejlet viste oplevelsen sig ikke at være mere end det.

Dette er, hvad der vil ske, når der ikke formuleres hypoteser.

Nogle gange håber en person på en dynamik.

Den anden håber på noget