var ikke tung, men måden de bar den på, fik rummet til at føles koldere.
De lagde den på bordet for Monica.
Monica lo nervøst.
“Åh, skat,” sagde hun. “Du behøvede virkelig ikke at tilbyde mig noget.”
Natalies smil havde ikke ændret sig.
“Jeg ved det,” sagde hun. “Men efter sytten år følte jeg, at du fortjente noget uforglemmeligt.”
Ingen sagde noget.
Ingen rørte hans glas.
Monica kiggede sig omkring, pludselig meget mindre selvsikker end før.
Så rakte hun langsomt hånden ud mod båndet.
Hendes fingre rystede.
Og for første
