skyllede gennem rummet.
Monicas øjne fyldtes med vrede.
“Hvordan vover du?” hviskede hun.
Natalies smil forsvandt.
“Nej,” sagde hun. “Hvordan vover du at blande dig i mit ægteskab efter sytten år og påstå, at du drømte om denne dag?”
Der var fuldstændig stille i rummet.
“Du havde ikke drømt om denne dag,” fortsatte Natalie. “Far gjorde. Far blev. Far opfostrede os. Far arbejdede, indtil han knap nok kunne stå, og så kom han hjem og lavede aftensmad til seks piger. Far trøstede os, når vi græd for jer. Far stod
