forventning om at finde et batterirum.
I stedet så jeg bag plastikken noget, der fik min mave til at snøre sig sammen med det samme.
En lille, klar linse.
Et kamera.
Et øjeblik kunne jeg ikke tale. Jeg stirrede bare på det og mærkede mit hjerte hamre, mens virkeligheden sænkede sig over mig. Så bad jeg Mara om at pakke med det samme. Der var ingen diskussion, ingen tid brugt på at ræsonnere det. Vi bevægede os hurtigt, smed vores ting sammen uden at folde tøj, uden at slukke lyset,
