Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg stod i en ostehule i Emmental, Schweiz.
Luften var kølig og tyk af duften af aldrende mælk.
Stenmure glimtede af fugt.
Og rækker af massive, gyldne ostehjul hvilede i stille rækker – som sovende kæmper.
En ostemager i fjerde generation bankede forsigtigt på en af dem med en lille metalhammer – bank, bank, bank – og lyttede som en læge med et stetoskop.
“Hullerne fortæller os, at osten trækker vejret,” sagde han.
Jeg nikkede og lod som om, jeg forstod.
Men indeni tænkte jeg:
“Ost …
