På andre stod de tre figurer foran et solbeskinnet hus. På hver af dem var kvinden hende selv.
Hendes mand var bag hende, udmattet. Han førte hende ind på hospitalet uden at sige et ord. I sengen så barnet så skrøbeligt ud. Og på natbordet lå en glaskrukke fyldt med pænt foldede små papirstjerner.
Hendes mand mumlede.
“Han gør én hver gang smerten bliver for meget. Han tror, at når han har tusind, vil du gå med til at hjælpe ham.”
Det er ord, vi ikke glemmer.
