alt
Den lille dreng åbnede øjnene. Da han så hende, smilede han.
“Jeg vidste, du ville komme tilbage. Det gør du altid.”
Hun tog blidt hans hånd.
“Jeg er her. Jeg tager ikke afsted igen.”
Så kiggede hun på sin mand. “Er der stadig tid?” “Ja. Men vi er nødt til at handle hurtigt.” “Så ring til lægerne. Jeg donerer min knoglemarv.”
De bånd, der virkelig betyder noget, er ikke bygget på blod, men på de valg, vi træffer, når nogen har brug for os.
Og den dag traf hun
