præget hendes nætter. Når de forsvandt, blev stilheden næsten fysisk. Tung. Altomfattende.
Og med den stilhed kom regningerne. Hendes mands sygdom havde opslugt alt: deres opsparing, smykkerne de havde solgt, rejserne de havde aflyst. Hun, der havde givet alt, befandt sig alene i et stort hus, tynget af gæld og stod over for en usikker fremtid.
Leo, stedsønnen som hun ikke længere turde kalde sin søn
Leo var nitten. Han boede der stadig, kom sent hjem fra arbejde og låste sig inde på sit værelse. Hver især bar deres sorg
