Enhver, der gik i skole i Tyskland, husker det sikkert: det klassiske tofarvede viskelæder. Den ene halvdel rød eller lyserød, den anden blå. Jeg havde et af disse i mit penalhus i årevis, og som barn var jeg helt sikker på, at jeg forstod dets funktion.
Den røde side var til blyant.
Og den blå side?
Selvfølgelig, for blæk.
Det var i hvert fald det, jeg troede.
Jeg kan endda huske, at jeg engang prøvede at viske en fejl ud med min fyldepen. Først forsigtigt, så lidt mere bestemt, og
