bemærker, hvad der ændrer sig, aldrig hvad der forbliver. Det er en simpel lov i menneskelig psykologi. Når nogen *altid* er der, tager hjernen til sidst den tilstedeværelse for givet, næsten usynlig. En mors kærlighed, netop fordi den er urokkelig, kan falde i denne blinde vinkel. Det er ikke bevidst utaknemmelighed; det er en automatisk mekanisme. At forstå den gør den mindre af en byrde.
Nogle gange indebærer det at opbygge sig selv at distancere sig.
For at opdage, hvem de er, har børn brug for at afprøve deres egne
