os, var usædvanlig, men ikke helt ubehagelig.
Så talte hun.
“Jeg syntes, de fortjente det,” sagde hun og stirrede lige frem. “Huset. Jeg syntes, de havde arbejdet hårdt for det, og til sidst … blev det bare godt.”
“De gik sandelig igennem en svær tid,” sagde jeg sagte. “Problemet løste sig ikke af sig selv.”
Hun havde problemer med at synke.
“Jeg hjalp ikke,” indrømmede hun. “Faktisk nej. Jeg havde altid en undskyldning.”
Jeg svarede ikke. Det behøvede hun ikke.
Endnu en lang pause.
Så lo hun – en blød, afbrudt latter.
