“Og nu giver de mig huset,” sagde hun. “Som om det var mig, der gjorde det muligt.”
Jeg vendte mig mod hende. “Du er også deres datter.”
“Det er ikke pointen,” sagde hun og rystede på hovedet. “Jeg har ikke gjort noget for at fortjene dette.”
Hendes stemme var blødere nu. Virkelig.
For første gang i årevis var der ingen tegn på forsvar. Ingen konkurrence. Ingen finter.
Intet andet end sandheden.
Jeg kiggede på hende, kiggede virkelig på hende – ikke som søsteren, der altid tog mere, og heller ikke som
