den, der aldrig var der ligesom mig, men som en, der endelig begyndte at se tingene klart.
“Måske ikke,” sagde jeg. “Men dine børn, ja.”
Hun kiggede overrasket på mig.
“De har brug for stabilitet,” fortsatte jeg. “Et sted at vokse op. Et hjem de ikke kan miste.”
Hendes øjne fyldtes med tårer, men hun kiggede ikke væk.
“Og det er vigtigere end hvem der vinder hvad,” tilføjede jeg.
Hun nikkede langsomt.
Vi sad der sammen; årenes vægt forsvandt og veg pladsen for en roligere atmosfære.
Det var ikke en
