en måde, der til tider knuste mit hjerte.
En eftermiddag nævnte jeg tilfældigt, at Grace hadede rosiner.
Det var bestemt ikke en vigtig detalje.
Tre uger senere skubbe Luke en småkage over bordet til mig.
“WHO.”
Jeg kiggede på det.
“Hvad er det her?”
“Småkager.”
“Jeg ser det.”
Han trak på skuldrene.
“Ingen rosiner. Jeg tjekkede.”
Jeg stirrede på ham.
Hans ansigt så straks utilpas ud.
“Hvad?”
“Intet.”
Men det var ikke nogen lille ting.
Smerten havde lært mig noget mærkeligt.
Efterhånden generede store gestus mig sjældent.
De små gjorde.
