af dem.”
En af plejemødrene var endda begyndt at tale om permanent værgemål.
Før hun kunne afslutte samtalen, pakkede Luke sine tasker.
“Ville du gå, før hun kunne?”
Han nikkede.
“Hvorfor?”
Hans stemme var knap nok hørbar.
“Det gør ikke så ondt at tage afsted, når man først har besluttet, hvornår man vil gøre det.”
Den sætning ødelagde mig næsten.
Men så sagde han noget værre.
“Det ville jeg også gøre mod dig.”
Jeg stirrede på ham.
“Hvad?”
“Da jeg flyttede, havde jeg en plan.”
“Hvilken slags plan?”
“Bliv et
