ville kunne lide.
Hvert brev endte næsten på samme måde.
Jeg er stadig din bror.
“Svarte han nogensinde?”
Lukas rystede på hovedet.
“Ikke engang én gang.”
Noget var ikke rigtigt.
Ikke fordi Emma nødvendigvis skulle stå til ansvar over for Luke.
Hun havde også været et barn.
Men den absolutte tavshed passede ikke til historien, Luke havde fortalt mig om den lille pige, der, når hun var bange, ledte efter ham.
Denise begyndte at foretage telefonopkald.
Et par dage senere kontaktede han mig.
“Emmas adoptivforældre er villige til at mødes.”
