Hans stemme blev svagere.
“Hele tiden?”
Rachels øjne fyldtes med tårer.
“Dine breve er nået frem til os.”
Luke stirrede på hende.
“I starten fik vi at vide, at begrænsning af ansigt-til-ansigt-kontakt kunne lette Emmas overgang.”
“Men han skrev til mig.”
“JA.”
“Hvorfor sendte du dem så ikke?”
Rachel brast i åbenlyse gråd.
“Vi blev ved med at sige til os selv, at vi kunne klare det.”
Lukas sagde ingenting.
“Vi tænkte, at vi ville vente, indtil hun følte sig roligere. Så gik der endnu en måned. Så endnu en.
