så jeg endelig ud som om, jeg fungerede igen.
Indeni lærte jeg simpelthen at overleve stilheden.
Og stilheden i mit hus var det værste.
I et stykke tid holdt jeg Grace og Noahs døre lukkede.
Så, en morgen, åbnede jeg dem.
De lukkede døre gav på en eller anden måde en følelse af større endelighed.
Måneder gik.
Så årene.
En regnfuld tirsdag eftermiddag sad jeg i min bil uden for et plejefamiliebureau.
Jeg stod der i næsten tyve minutter, før jeg fandt modet til at gå ind.
Det var der,
