Hun var seks år gammel, kun et år yngre end mig.
Hendes ansigt lyste op, hver gang nogen venligt sagde hendes navn.
Det gjorde de fleste børn ikke.
De pegede på hende og lo.
De drillede hende, indtil tårerne kom frem i hendes øjne.
Jeg stod foran hende som et lille skjold, med knyttede næver langs siderne.
Ben, min bedste ven, var den eneste dreng, der aldrig tøvede.
“Rosie, du vil altid have Ben og mig,” sagde jeg til hende.
Jeg gentog det så ofte, at hun endelig troede på
