det tydeligt.
Jeg kan slet ikke huske selve ulykken. Min mor, Paula, plejede at synge alt for højt i vores køkken. Min far, Owen, lugtede altid svagt af motorolie og pebermyntetyggegummi. Jeg havde lysende sneakers, en yndlingslilla tutkop og alt for mange meninger til at være fireårig.
Jeg kan ikke huske selve ulykken. Hele mit liv har den historie, jeg fik, været enkel: der var en ulykke, mine forældre døde, jeg overlevede, men det gjorde min rygsøjle ikke.
Staten begyndte kort efter at diskutere “passende placeringer” for mig. Så gik
