Min søster ringede til mig ved midnatstid og viskede: ”Sluk alt lyset. Gå op på loftet. Og fortæl ikke din mand noget.” Jeg troede, hun var ved at blive skør – lige indtil jeg kiggede ned gennem sprækkerne i gulvbrædderne…

Åbn døren!”

Manden i regnfrakken spurtede mod bagdøren. Men Caleb rørte sig ikke. Han stod ved foden af loftstrappen og stirrede lige op i mørket mod mig.

For første gang i seks år så jeg den sande mand bag min mands ansigt.

Og han smilede.

“Din søster burde have holdt sig udenfor,” viskede han.

Og så blev døren til loftet slået op.