billede af min søn. På det tredje var mit eget ansigt.
Men ingen af passene bar vores rigtige navne…
Del 2: Sandheden i Mørket
Jeg sad på hug i støvet på loftet. Rædslen pressede så hårdt mod mit bryst, at jeg knap nok kunne trække vejret.
Nedenunder lagde Caleb passene på kommoden i gangen.
Manden i regnfrakken sagde: “Bureauet rykkede hurtigere end ventet.”
Min mave snørede sig sammen. Caleb spændte i kæben. “Hvor tæt er de på?”
“Tæt nok til, at din kones søster måske allerede ved det.”
Min søster.
