en hvilken som helst tilfældig applaus. Den var høj, lang og hamrende. Billedkunstlæreren kom op på scenen og sagde til Mateo:
“Unge mand, du har en gave.”
Mateo holdt sin mund med hånden. Jeg krammede ham, og så begyndte han også at græde.
Jeg kiggede tilbage.
Carla var der stadig med sin telefon i hånden. Hun ville filme min ydmygelse, men endte med at stå midt i sin egen.
Hun gik før den sidste dans.
Jeg troede, at dette ville være enden, at vi ville komme hjem, lukke døren og
