gik langsomt. Han havde en hvid skjorte på, der var lidt for stor til ham, og rene sneakers, som han havde vasket med en gammel børste den eftermiddag.
Da han kom hen til mig, kiggede han ikke op.
Instruktøren pegede på kjolen.
“Dette er ikke en joke. Dette er ikke fattigdom. Dette er ikke skam. Dette er talent. Dette er hukommelse. Dette er kærlighed.”
I et par sekunder sagde ingen noget.
Så begyndte nogen at klappe.
Så en anden person.
Og pludselig rejste hele rummet sig.
Det var ikke bare
