fars indrammede fotografi fra hylden.
Jeg bar den tilbage til mit værelse.
Den nat sov jeg oven på dynen med mit tøj stadig på, mens jeg holdt hans billede mod brystet.
Jeg sagde til mig selv, at jeg kun skulle overleve, indtil jeg var færdig med at pakke.
Jeg havde ingen anelse om, at Margaret ikke ville give mig så meget tid.
Den følgende eftermiddag var jeg på vej hjem fra undervisning, da noget lyserødt svævede forbi vinduet på anden sal i vores bygning.
Jeg stoppede.
Det var min sweater.
