Han kiggede direkte på mig.
“Bliv venligst her.”
Fra vinduet råbte Margaret igen.
“Eric! Er det det, jeg tror, det er? Er det en overraskelse til mig?”
Erik kiggede op på hende.
Så tilbage til mig.
„Ja!“ råbte han. „Kom ned her, skat!“
Margaret løb praktisk talt ud af bygningen.
Hun gik over gårdspladsen med det største smil på læben, jeg nogensinde havde set.
Hendes øjne var rettet mod gaveæsken.
Erik holdt den mellem sig.
Men han gav den ikke til hende.
I stedet spurgte han,
“Kan du huske, at
