forbi. For Liane flyttede sig ikke fra sin plads. Hun tog et lille skridt tættere på bordet, så direkte på Sheikh Salim og sagde med en rolig, skarp stemme:
“Det mærkelige, Sheikh Salim, er, at min far altid roste dig foran mig. Han sagde, at du var en mand, der vidste, hvordan man respekterede mennesker, uanset deres position eller rang. Og det lader til, at han tog fejl.”
For første gang i mange år følte sheiken sig ude af stand til at tale. Selv luften omkring ham virkede uudholdeligt tung.
