gange er de mennesker, der står os nærmest, de første til at se vores sande natur.
Salim løftede hovedet mod hende. Og denne gang var hans øjne fuldstændig anderledes. Ingen stolthed, ingen arrogance. Kun dyb træthed. Så sagde han pludselig:
– Du forstår ingenting.
Alle blev stille. Salim fortsatte med langsom stemme:
— Min søn løb ikke væk, fordi han var bange for mig, men fordi han var bange for de mennesker, jeg arbejder sammen med.
Agenterne udvekslede hurtige blikke. Liane fornemmede, at noget nyt begyndte at dukke op under overfladen. Noget
