farligere end blot økonomisk korruption. Så lænede Salim sig let frem og mumlede:
— Hvis Rachid virkelig talte, er jeg ikke den eneste, der falder i nat.
Alles øjne vendte sig mod Sheikh Salim efter hans sidste sætning: “Jeg vil ikke være den eneste, der falder i nat.” Selv agenten virkede mere opmærksom nu. Hvad angår Liane, fornemmede hun for første gang, at manden ikke kun talte af frygt, men at noget havde hjemsøgt ham i lang tid. Agenten henvendte sig til ham og spurgte alvorligt:
– Hvad mener du?
Salim løftede
