mindre i nat,” forklarede hun. “Og jeg har smerter i ryggen og maven.”
De ord var nok.
“Jeg tager mine nøgler.”
Min kone kiggede på mig, som om jeg var blevet forbløffet.
“Tror du virkelig på det?” hviskede hun. “Klokken er to om morgenen.”
“Hvad nu hvis der virkelig er noget galt?”
“Hun har en kæreste. Hvorfor er det ikke ham, der hjælper hende?”
Lily sænkede straks blikket. Denne lille reaktion lærte mig mere end nogen forklaring.
“Han … han sover,” hviskede hun.
Jeg stillede ikke yderligere spørgsmål.
Jeg tog mine
