nøgler, og vi gik mod hospitalet.
Rejsen var stille, kun afbrudt af den konstante lyd af vinduesviskerne. Lily undskyldte med få minutters mellemrum.
“Du behøver ikke at blive ved med at undskylde,” sagde jeg til ham.
“Jeg ville simpelthen ikke være alene.”
Måden hun udtalte ordene på, står prentet i min hukommelse.
Resten af artiklen kan findes på næste side.
På hospitalet, en bekymring der skjulte noget andet
På hospitalet tog sygeplejerskerne hurtigt Lily i deres varetægt til observation. Jeg blev i venteværelset, da det virkede uretfærdigt at lade hende
