en følelse.”
Endelig kiggede han på mig.
“OG?”
“Og du ville stadig være min søn.”
Han rynkede panden.
“Du får alt til at se nemt ud.”
“Nej,” sagde jeg. “Det er nemt at forpligte sig. Livet er derimod ikke.”
Han svarede ikke.
Men den dag ændrede noget sig mellem os.
Til sidst flyttede Luke ind i mit hus.
I starten opførte han sig som en gæst, der var bange for at blive for længe.
Han redte sengen inden morgenmaden.
Jeg vaskede alle opvasken med det samme.
Foldede håndklæder.
Jeg har
