kunne ikke tro, hvad der skete…
Stilhed faldt over hele rummet.
Carla smilede stadig, men ikke selvsikkert længere. Det var et stift smil, den slags man tager på, når man indser, at noget er ude af kontrol.
„Undskyld mig,“ sagde hun og løftede hagen. „Jeg ved ikke, hvad du taler om.“
Direktøren, professor Hernández, gik ned ad gangen med en mikrofon i hånden. Jeg så ham komme og mærkede mine ben give efter. Mateo stod op ad væggen, fordi min veninde Sofías mor havde taget ham med hertil for at
