se mig komme ind. Hans øjne var vidt åbne.
“Du er Carla Rivas,” sagde instruktøren.
Hun kneb læberne sammen.
“Nu. Hvad?”
Direktøren tog en dyb indånding.
“Jeg kendte Mariana, Valeria og Mateos mor.”
Da jeg hørte min mors navn, knækkede noget indeni mig.
Carla blev bleg.
“Dette har intet med dig at gøre.”
“Mariana var frivillig på denne skole i mange år,” fortsatte han. “Hun organiserede lotterier, hjalp elever, der ikke havde råd til uniformer, og solgte mad på skolens markeder. Hun talte altid om sine børn. Og hun nævnte
