også flere gange den fond, hun havde sat til side til dem.”
En lyd genlød gennem rummet.
Jeg kiggede på Carla.
For første gang virkede hun ikke vred. Hun virkede bange.
“Du kan ikke beskylde mig for noget foran alle,” sagde hun.
Direktøren hævede ikke stemmen.
“Jeg bebrejder hende ikke. Jeg siger bare, at én studerende næsten ikke dukkede op til sin egen dimission, fordi hun fik at vide, at hun ikke havde penge nok til en kjole, mens hendes femtenårige bror måtte sy en til hende af sin afdøde
