bortset fra sin tunge vejrtrækning.
Da jeg nåede trappen til loftet, viskede hun: “Læg ikke på.”
Jeg klatrede langsomt op. Hvert eneste trætrin knirkede under mine bare fødder. Loftet lugtede af støv, isolering og gamle julekasser. Jeg trak døren i bag mig og skød den lille slå for.
“Lås den,” sagde Mara.
“Det har jeg gjort.”
“Hold dig væk fra vinduet.”
Derefter blev linjen død.
I ét langt, rædselsfuldt minut skete der ingenting.
Så hørte jeg Calebs stemme nedefra. Den var ikke længere søvnig. Den var rolig og fattet.
“Lyset
