han sagde med en mærkelig ro:
— Du mindede mig i aften om noget, jeg for længst havde glemt. At en mand ikke bliver stærk ved at skræmme folk, men ved at se dem i øjnene uden at skamme sig over sig selv.
Liane følte en uhyggelig stilhed fylde rummet. Salim tog langsomt sit guldur af og lagde det på bordet. Så tog han sin ring af. Og til sidst sin keffiyeh. Som om han aflagde det billede, han havde gemt sig bag hele sit liv. Så sagde han til betjenten:
