at forvente noget dybdegående. Så stødte jeg på denne sildesalat – en opskrift, der virkede så uspektakulær ved første øjekast, men som udstrålede charmen fra en svunden tid.
Det, der især fascinerede mig, var navnet “Bedstemor Frieda” – det antydede noget hjemmelavet, en familieopskrift, der havde prydet utallige søndage, hvor hver eneste ingrediens var blevet omhyggeligt udvalgt. Det var ikke et hurtigt, færdiglavet måltid, men noget, der på en eller anden måde fremkaldte minder om køkkener med trægulve, varme komfurer og kærlig pleje. Og det var præcis, hvad jeg ville prøve.
Da
